lørdag den 13. november 2010

Forældrehjælper...

I dag har jeg været så heldig at være "forældrehjælper" nede på yngstes efterskole. Alle lærerne havde pædagogisk dag, og vi var så blevet spurgt om vi ville hjælpe. Jeg har kort dag her om fredagen, så det ville jeg gerne.

Sikke en dejlig dag. Jeg var dog ikke med fra morgenstunden af, da jeg lige skulle lidt på job først. Jeg kom til værelses- og områderengøringen. Sikke en herlig oplevelse ;-) fuld musik på diverse pc´ere, glade unge mennesker der arbejdede på højtryk, effektivitet og smil - hold da lige op, siger jeg bare ;-))

Efter godkendelsen skulle vi spise frokost, de spiser varm mad så der blev serveret lækker kalkunsteg, stegte kartofler, sauce, gulerodssalat, alm. grøn salat med dressing og en lækker marineret hvidkålssalat med appelsinstykker og æbler... uhm, siger jeg bare. Der ville jeg gerne spise min frokost hver dag ;-)

Efter lækker mad skulle vi høre et foredrag med Søren Lynge, en mand der har viet sit liv for at hjælpe unge mennesker der har det svært... han var formidabel at høre på. Han fik os til at knække sammen af grin op til flere gange, andre gange var der så stille at den berømte knappenål kunne høres, en mand der virkelig havde forstand på at fange de unge mennesker... yngste snakkede meget om ham på hjemturen, så han har i hvert fald gjort et stort indtryk... får du nogensinde chancen for at høre ham, så sig endelig ja tak, han er virkelig underholdende og meget tankevækkende at høre på...

Ellers står weekenden vist bare på mindre oprydning, flytning af diverse fnullermænd, aflevering af affald på containerpladsen, vinter nedpakning af havemøbler og alt andet derind under ;-)

Håber I alle får en dejlig weekend...

søndag den 7. november 2010

I hate it...

Her til aften var jeg nede med alt det rene vasketøj til yngste, nede på efterskolen ;-) forkælede tøs ;-)) nå, men hun har jo ikke været hjemme i 14 dage og snupper lige en uge mere dernede, så dejligt lige at give hende et kram...

Men for at komme tilbage til det jeg seriøst hader... jeg har intet imod at køre i mørke, men når jeg kører nedad mod efterskolen kommer jeg igennem en del skovområder, og det er næsten hundrede procent sikkert at der står et dyr inde i skovbrynet eller ude midt på vejen... jamen jeg får altså et chok hver gang, selvom jeg udemærket ved hvilke strækninger jeg skal passe på... puha, ville hade at komme til at køre et dyr ned. Jeg sænker farten og er bare super årvågen, men der kan jo altså pludselig en dag bare stå et dyr lige foran bilen... når jeg kommer væk fra de områder hvor chancen er størst for at møde et dyr, kan jeg mærke jeg igen kan sænke skuldrene... jeg hader det... heldigvis mødte jeg ingen dyr her til aften...

lørdag den 6. november 2010

Tiden iler afsted...

Jeg er her endnu - har bare ret meget om ørerne... ;-)

Der er sådan almindelig travlhed, som der jo ofte er når man er på job. Men jeg har så været så heldig at få lov til at deltage i et kommunalt kursus, som der også skal findes tid til. Desværre er det efter job, så det er noget der trækker lidt tænder ud...

Den forløbne uge bød på: Mandag fuldt skema, to møder efter skoletid. Tirsdag fuldt skema, kursus efter skoletid. Onsdag fuldt skema, 11 elever igennem skole-hjem samtaler. Torsdag fuldt skema (heldigvis en kort dag) 11 elever igennem skole-hjem samtaler. Fredag kort dag, ned for at hente vasketøj fra 14 dage fra yngste. Hun bliver også i denne weekend, så alt i alt bliver hun dernede i 3 uger ;-) godt hun er så glad for at være der...

I sidste weekend havde de halloween-weekend, denne weekend holder de kreativ weekend. De har taget en masse fotos af sko eller støvler. Lagt det i Photoshop, redigeret osv. I dag skulle de så male billedet. I morgen skal de i ler-rummet... spændende hvad det ender ud med... de er 11 piger der er blevet der her i weekenden, så det er med fuld hygge, soven i fællesarealet og kun 1 lærer af gangen... ;-)

I morgen smutter jeg ned med det rene vasketøj igen, hvor jeg samtidig skal høre nærmerer om forældre-hjælpedagen næste fredag. Skolens ansatte skal have pædagogisk dag og vi forældre har kunnet melde os som hjæpere... det har jeg så gjort, så jeg skal bla. være med til rengøring og tjek af deres rengøring. Frokost, foredrag med Søren Lynge (som jeg glæder mig helt vildt meget til at høre), eftermiddags hygge, hjemsendelse af eleverne og aflåsning af skolen... det bliver da helt vildt sjovt ;-) glæder mig rigtig meget...

Nå, men dagen i dag har budt på rengøring, vask af tøj, gjort klar til vinter ude i min lille have, lidt omplantning og hvad dertil hører når det er weekend og jeg har FRI ;-))

Håber I alle har nydt det dejlige efterårsvejr det har været i dag. Koldt men så smukt et vejr...